Slumaktige forhold

Henrik Wergeland var sterkt opptatt av samfunnsproblemene i sin samtid. I 1836 skrev han diktet «Forstædernes Klagesang over Christiania»:

At være et Stedbarn kan faae Stene til at græde. Men Stedbarn er Vaterland og Fjerdingens arme Stræde. I Kristiania dog ei græde de Stene derved. De reise sig op i Palladser, og kun knuge os dybere ned. Kristiania, det Lykkensbarn, vil boe i Højenloftsale, Men trælle i Armodens Skarn maa hendes Smaasødskende alle. Hun Brødet dem knapt har maalt, som Gud dem ligelig gav. Men Elven, som Vinterens Iis har taalt, til Vaaren vil sprænge den af.

Wergeland kjente godt til Fjerdingen og de slumaktige forholdene der. Han ble nærmest direkte berørt av kolerasykdommen. Hans tante Ingeborg, bosatt i Fjerdingen, døde i november 1833 i den omfattende koleraepidemien i Kristiania. Hun var gift med Henriks farbror Lars Johan Wergeland som døde i Arbeidsanstalten Christian Augusts Minde, ikke langt fra Fjerdingen.