Målgruppe

Målgruppen for slektshistorien var mine nærmeste slektninger, etterkommerne etter min farfar og farmor; 13 barnebarn, 27 oldebarn, 72 tippoldebarn og ett tipptippoldebarn, i alt 113 personer fra et par og åtti til ett år. Jeg ønsket å skrive en slektshistorie som kunne være leselig og interessant for slektninger som ikke har historie som hovedinteresse. Den skulle dessuten gi sammenheng, slik at leseren noenlunde lett kunne finne tremenninger, firmenninger osv.

Spennende lesning

Som historiker av utdannelse ønsket jeg at slektshistorien skulle gi substans utover datoer og navn på kirken der de var døpt, konfirmert, viet og gravlagt. Og som historiker med en viss lesning bak meg av historisk litteratur etter andre mønstre og andre krav enn de slektshistorier jeg har lest, ønsket jeg å frigjøre meg fra det jeg oppfattet som en slektshistorisk tvangstrøye (hver eneste opplysning ordrett gjengitt, hver dåp, konfirmasjon, vielse og gravferd datofestet osv.) Vi er slektsforskere, ikke datasamlere. Slektshistorien skal være mer enn en genealogi, en framstilling som kartlegger slektskapsforhold.

Disposisjon 

Siden slektsstevnet ble knyttet til mine besteforeldre, ga disposisjonen av slektshistorien seg selv: en anedel med anene til farfar og farmor, og en etterslektsdel med alle etterkommerne. (Her kan du lese mer om anetavler og etterslektstavler) Dette er en disposisjon jeg ikke har sett i Norge, men ifølge en fremragende dansk lærebok i slektshistorie er den gjengs i Danmark: "En populær måde at kombinere anetavle og efterslægtstavle er at udarbeje en såkaldt slægtsbog for et bestæmt ægtepar. Hvis man vælger et par, der blev gift sidst i 1800-tallet, kan den få et ret betydeligt omgang - men dog være overkommelig. Med dette ægtepar som udgangspunkt udarbejdes en fuldstændig efterslægtstavle samt en anetavle for hver af ægtefællerne." (s. 57, Hans H. Worsøe: Håndbog i Slægtshistorie, Politikens forlag, Køb. 1999, ISBN 87-567-5803-0, anmeldt i SogD 3-4/1999).